Metformin Tilbage i november måned, da jeg var til diabeteskontrol for at få udleveret min Freestyle Libre, forsøgte jeg mig med at spørge, om jeg måtte afprøve type 2-medicinen Metformin. Min sygeplejerske var ikke helt med på hvorfor, og sagde det var bedst, hvis jeg snakkede med min overlæge om det ved min næste årlige kontrol. Dette gjorde jeg så, d. 21. juli, og her er resultatet. Det var forfærdeligt... Jeg har på to år kæmpet med at få mit blodsukker ned fra en hbA1c på 130 til 55. Min dagligdag var ikke længere præget af blodsukre over ti, og når de endelig sporadisk dukkede op, blev jeg kvalm og utilpas. Metforminen slog mig helt ud af kurs. På de få dage jeg nåede at prøve medicinen, fandt vi ud af at jeg er hamrende allergisk over for det. Min hals lukkede til, jeg blev kvalm og svimmel, jeg havde blodsukre over 16 det meste af tiden, og jeg kunne ikke bevæge mig ud af sengen. Mandag undlod jeg at tage min pille, og det blev allerede bedre efter et par timer. I formiddags, 24 timer hvor jeg ikke havde været påvirket af medicinen, var mit blodsukker nede i mit målområde igen, og jeg er frisk som en fisk! I dag tog jeg mig endelig sammen, til at skrive til min sygeplejerske, at jeg stoppede på pillerne igen - og de svarede mig med at der var rimelig mange der var allergiske over for medicinen. Faktisk, fandt jeg ud af at min egen mormor er det! Pillerne er gemt væk i en skuffe, og jeg har det allerede meget bedre. MiaoMiao-opdatering Flere og flere har skrevet angående MiaoMiao, hvordan man bestiller osv. Så nu får i den lige igen, for en god ordens skyld :) Man bestiller på www.miaomiao.cool, og leveringstiden er maksimalt 14 dage fra bekræftelse. High Brilliant Technology, firmaet bag MiaoMiao, er virkelig hjælpsomme, når der er noget man gerne vil have hjælp eller vejledning til - så tøv endelig ikke med at skrive til dem :) Angående påsættelse af den, så har jeg nu testet de medhørende tape-stickers af i en uges tid med én sticker, og det er først nu her at den er begyndt at løsne sig. Jeg skal skifte sensor om få dage, så jeg sætter bare noget Mepore-film ud over min MiaoMiao indtil da. :) Jeg arbejder i skrivende stund på at anskaffe mig en rabatkode fra High Brilliant Technology, som i kære læsere kan få glæde af :) Møde med diabetesafdelingen For jer der anvender Aalborg Universitetshospital, så er dette nok en glædelig nyhed. Efter min årlige kontrol med overlægen, mødtes jeg med min diabetessygeplejerske, for at vise hende min MiaoMiao og for at snakke om bl.a. denne hjemmeside. De har fået den første guide jeg har produceret med, og nogle visitkort, så der er fri adgang til hjemmesiden her. Jeg forventer at der bliver lavet flere guides, og at samarbejdet med Aalborg Universitetshospital forsætter i en god rum tid. :) Som i læsere jo nok har regnet ud nu, så er jeg fra Aalborg-området ;) Og derfor vil jeg også deltage i næste uges komsammen for ungegruppen, som foregår på EspressoHouse i Aalborg midtby. I kan læse mere om arrangementet inde på Diabetesforeningens Ungregruppe Region Nordjyllands facebook-side. :) Flytning Afslutningsvis vil jeg gerne fortælle lidt om den nærtstående flytning. Min kæreste og jeg flytter fra studielejlighed og ud i et relativt stort hus. Da dette er en stor omvæltning for os, vil der være meget fokus på at finde os til rette og få styr på ting som tv/net, el og bevillinger mm. Jeg vil dog stadig være til at komme i kontakt med, og responstiden forventes stadig at være maksimalt 7 hverdage fra henvendelse. Til dem af jer, der har kontaktet mig pr. mail, eller kontaktformular, så beklager jeg meget at jeg ikke har set disse henvendelser før nu - men Apple har åbenbart sin egen vilje, når det kommer til at opdaterer Outlook på iPads (hurra for at åbne sin ret så sløve arbejdscomputer hver gang der skal tjekkes mails :P ) Tak for denne gang, og vi ses igen ganske snart!
0 Kommentarer
Baggrunden for at anskaffe en MiaoMiao Hvis du er en af dem, som har en Freestyle Libre, så ved du også at den ikke sender blodsukre videre end til apparaturet som scanner sensoren. Dette kan være en telefon eller scanneren som hører til sensorsystemet. Men dette kan være frustrerende, for du mister din data efter otte timer, og du får ingen alarmer/advarsler om dit blodsukker er ved at være højt eller lavt. Det var det i hvert fald for mig! Samtidig, så havde jeg knoklet i en længere periode med den til sensoren tilhørende app fra Abbott Diabetes Care (læs: LibreLink). I marts blev den oprindelige app fjernet fra markedet, og den nye app blev ikke udgivet i Danmark. Derved blev ideen til hjemmesiden her skabt; et system der kunne opdateres løbende, med guides og anmeldelser af udstyr, så vi danskere ikke føler os helt udenfor. Jeg havde i en længere periode overvejet at anskaffe mig en BluCon Nightrider, men jeg fandt størrelsen og besværet ved den intimiderende. Den var ikke vandtæt, batteriet var ikke genopladeligt og den fyldte mere end hvad jeg var komfortabel med at placere på min arm. Derfor blev jeg SÅ imponeret, da youtuberen Diabetic Energetic kom med hans anmeldelse af den nyeste del af Freestyle Libre familien; MiaoMiao (ja, lige som en kat). Der gik ikke mange sekunder fra, at jeg havde set hans anmeldelse, til jeg havde bestilt min MiaoMiao. Link til hans video, og til at bestille MiaoMiao findes nederst i dette oplæg. Fordele og ulemper ved MiaoMiao MiaoMiao er lille, handy og genopladelig. Hvad er der at være utilfreds med? En fuld opladning tager omkring de 2 timer, og varer omkring 20 dage, ifølge lidt mere garvede MiaoMiao-brugere. Da jeg selv kun har båret min i knap en uge - og har skiftet sensor i mellemtiden, kan jeg ikke udtale mig om levetiden på batteriet endnu. MiaoMiao er slank, og helt klart den mindste genanvendelige sender der er i Freestyle Libre familien. Den måler små 3,8 cm*3 cm*0,75 cm, og vejer ikke mere end 8 gram. Det lille stykke af senderen, som overlapper sensoren, er ikke mere end 2-2.5 mm højt, og derfor er der (for mig) ingen gener ved den nye højde. MiaoMiao er designet til at samarbejde med Spike (til IOS), xDrip+ (til android), LOOP og Glimp (til android). Personligt anvender jeg xDrip+, da denne app er Android Wear-integreret, og derfor virker sammen med mit ur. En guide på hvordan man anskaffer diverse apps vil blive lavet løbende, såfremt de findes nødvendige og ønsket. For at komme med forespørgsler, eller ønsker til guides mm., kan jeg kontaktes via Facebook, Snapchat, Instagram eller siden ''Har du spørgsmål?'', ovenfor. Af ulemper er der kun ganske få, i min optik. Når man bestiller senderen, hører der 60 stk. dobbeltsideklæbende stickers med, som man bruger til at få senderen påsat med. Som Diabetic Energetic så glimrende påpeger, så er disse stickers ikke nok i sig selv. Selvom jeg ikke har anvendt dem alene mere end et par timer, så virker de ikke stærke nok til at holde til lige så meget som den meidicnaltape som Freestyle Libre anvender. Derfor er det svært at forestille sig, at de kan holde en sender på i samme tidsforløb som sensoren sidder på. En anden ulempe kunne være risikoen for at løsne ens sensor. Jeg har personligt ikke oplevet dette heller, kun en ganske lille smule. Hvis ens sender bliver placeret således, at den sidder skråt i forhold til armen, så kan man risikerer at den ved tryk for lettet på sensoren. Dette er dog noget man kan forhindre, ved at sætte en film hen over hele systemet. Bestilling af MiaoMiao MiaoMiao er et nyt produkt, og derfor kan det være svært at finde ud af hvor det skal bestilles henne. Det forhandles ikke andre steder, end ved High Brilliant Technology, som er lokaliseret i Kina. Når man går ind på deres hjemmeside, er alt på engelsk. Dette er en fordel, da det er et af de mest anvendte sprog i verdenen, og de fleste forstår det, til en vis grad. En orange knap viser ''shop now'', og hvis man klikker, fører den en direkte til deres shop. Her finder man pt. én valgmulighed - en MiaoMiao sender, inkl. 60 stickers, til en pris på 199$. Forsendelse ligger på omkring de 15$, og forsendelsesperioden er på 1-2 uger (min kom knap en uge efter den blev afsendt). Deres trackingsystem trænger til en opdatering, men alt i alt fungerede på bestilling og levering problemfrit. Opsætning af MiaoMiao (android) Da jeg har en HUAWEI P10 LITE på nuværende tidspunkt, anvender jeg xDrip+. Nedenfor ses billeder af hvordan dette ser ud på min telefon, og på mit Android Wear-ur. Når man modtager sin MiaoMiao, er det første man skal gøre, at lade den op. Der følger ingen manual med, men der er video-instrukser på forhandlerens hjemmeside. Det er vigtigt at du bruger en adapter, og lader din MiaoMiao op i en stikkontakt - og ikke tilkoblet powerbank eller computer (ifølge forhandleren). Når din MiaoMiao lyser konstant grøn, er den fuldt opladt. Tag den fra opladeren, og placer et sæt stickers på bagsiden. Placer din MiaoMiao som angivet på hjemmesiden, og åben din app. Derfra skal den blot forbindes med din telefon, og derefter skulle det køre relativt problemfrit. Min oplevelse af MiaoMiao - og min første uge med den Disclaimer!: jeg er en af dem, der er meget krævende med mit udstyr. Det skal leve op til mine forventninger, og jeg er udstyret med savklinger på albuerne over for udstyr der ikke er efter min standard. Hvis mine meninger, holdninger eller andet ikke matcher dine, så hav venligst i baghovedet; det er bare meninger og holdninger. Jeg er forelsket. Hands down, jeg elsker min MiaoMiao. Jeg synes den er nem, artig og smart. Jeg har ikke oplevet noget ved den, som jeg fandt besværligt, problematisk og frustrerende - med undtagelse af integrationen i xDrip+. Jeg ved ikke om det er fordi jeg bruger en ældre version af xDrip+, men det lader til at den tit smider forbindelsen til mit ur - hvilket ikke er noget der ikke kan fikses ved enten at genstarte uret eller genstarte senderens forbindelse til telefonen. Det tager mindre end et minut - og det sker sjældent mere end én gang pr. dag. Jeg elsker de alarmer og advarsler som xDrip+ kommer med, og den integration der er af appen i forhold til widgets på min telefon. Jeg har mit blodsukker liggende i statusbaren, på hjemmeskærmen, i appen og på mit ur. Jeg har hele tiden adgang til mit blodsukker - hvilket jeg elsker! Alarmerne har reddet mig fra gentangende lave blodsukre om natten, og appen viser mig en tendens som min LibreLink app ikke havde opfanget. xDrip+ har også en anden funktion, som LibreLink helt klart mangler - kalibrering. Når du bruger blodsukkermåleren til manuel måling i min scanner, så kalibrerer du samtidig scanneren - så vidt jeg har forstået. Men når du scanner dit blodsukker fra sensoren med din telefon (og LibreLink appen), så er der ingen mulighed for kalibrering. Dette gør, at LibreLink ikke kan gøres mere præcis, og med et voksende antal brugere, som alle har forskellige blodsukremønstre, ville denne funktion gøre underværker! Denne funktion - kalibreringen - har xDrip+, og den er genial! Jeg oplever at xDrip+ - sammen med MiaoMiao - er langt mere præcis end min LibreLink. Det er skønt! Jeg har intet negativt at sige om MiaoMiao og xDrip+, i forbindelse med selvregulering af blodsukkeret. Jeg korrigerer ud fra xDrip+, og det fungerer perfekt. Jeg oplever ingen fejl (næsten!), og det virker bare som en drøm. Det er helt klart de bedste penge jeg har brugt på diabetesudstyr i mange år! MiaoMiao får af mig fem stjerner, kryds, bolle og slange! Diverse links www.miaomiao.cool/ - MiaoMiaos hjemmeside, til køb og videoguides www.youtube.com/watch?v=T0eJslNbjVU - Diabetic Energetics anmeldelse af MiaoMiao, og brugen af denne |
ForfatterDa jeg var 13 år gammel blev jeg diagnosticeret med type 1 diabetes. Lige siden, har min familie og jeg arbejdet med sygdommen, og med at hjælpe og yde støtte til andre der er påvirket af det. Arkiver
April 2019
Kategorier |