Velkommen til!
Mit navn er Helene, og jeg er i skrivende stund 23 år gammel. Siden februar 2018 har jeg med stolthed kunne kalde mig selv professionsbachelor i offentlig administration. Jeg kommer fra en kernefamilie, hvor jeg er midterbarnet. Min familie har altid været støttende og pålidelige, i forbindelse med min diabetes og mine fremtidsplaner - hvilket jeg er dem dybt taknemmelig for! Min diagnosehistorie er der ikke meget ved. Den er ikke ekstrem, jeg var ikke ved at gå i koma eller dø - men den er min fortælling, som jeg med glæde deler: Maj 2008 havde været hård. Udover at jeg var officielt teenager, og hormonerne rasede, så havde vi en ekstra husholdning boende på vores grund, da de stod uden et hjem. Min mor havde haft problemer med ryggen, og havde været sengeliggende i en god rum tid - og oven i alt dette kom mine symptomer. Det var værst om natten. Jeg kunne ikke sove, for jeg skulle hele tiden på toilettet. Toilettet lå i den anden ende af huset, og mine forældres soveværelse var uundgåeligt at passere på vej derhen. Min mor sov meget let dengang, så hver bevægelse i nærheden af deres soveværelse ville vække hende. Ofte lod hun som ingen ting, men en enkelt nat husker jeg hvor vred hun var blevet på mig, fordi jeg var gået på toilettet og derefter havde drukket en stor mængde vand. I en lang periode troede min mor at jeg var på tværs, og måske også at jeg var hysterisk. Jeg drak gerne 1-2 liter mælk direkte af kartonen hver nat, og med en ekstra husholdning var finanserne ikke til den slags. Min mors ryg havde det bedre, og derfor besluttede hun sig for at tage min storebror og mig med på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, som en form for fødselsdagsgave til mig. Turen fra vores hus og til Roskilde var ikke voldsomt lang - 30-45 minutter, vil jeg gætte på. Alligevel, på den relativt korte tur, havde jeg formået at drikke voldsomt meget vand igen. Jeg husker at jeg havde mere end én 2-liters flaske med vand, som blev drukket på turen. På vejen hjem fra museet ville min mor give frokost på McDonald's. Her husker jeg hvordan jeg havde drukket mere end én sodavand, genopfyldt den og drukket genopfyldningen inden vi nåede ud til bilen igen. Ude i bilen spurgte jeg om jeg ikke måtte få min storebrors milkshake, for jeg var simpelthen så tørstig. Jeg besvimede på bagsædet, mens vi kørte hjem mod vores hus - og jeg husker intet af det selv. Jeg har fået fortalt hvordan jeg havde vendt det hvide ud af øjnene, og havde hvidt skum om munden. Vi besluttede os for at køre ud til min mormor. Min mormor har på det tidspunkt type 2 diabetes, og derfor tjekker de mit blodsukker. Naturligvis, så var mit blodsukker på HI (over 33.3 mmol/L), og der blev ringet til vores egen læge. Vores egen læge sagde, at jeg skulle tage hjem og sove, og så komme op til dem dagen efter, så de kunne se hvad der var galt. Min mor, som er sygeplejeskeuddannet, vidste godt at det ikke var godt nok, og ringede til Holbæk Børneambulatorium. Der fik hun at vide, at de skulle pakke en taske til mig, og se at lette bagdelen så jeg kunne komme i behandling hurtigst muligt. Jeg vidste godt hvad diabetes var, min oldefar havde haft det da han levede, og min mormor og onkel havde type 2. Derfor skræmte det mig ikke, at jeg nok havde det. Selve diagnosticeringen var ubehagelig, og har resulteret i min paniske fobi for nåle. Jeg husker de gentagende stik for at få taget blodprøver, og hvordan man ikke kunne finde mine blodårer. Jeg har rullende blodårer, som forsvinder så snart man prøver at stikke mig. Derfor skal der en bioanalytiker fra en neonatal afdeling til det, da de arbejder med den slags hele tiden. Jeg var fyldt med blå mærker og ''huller'', og da de endelig havde tappet de 12 glas de skulle bruge, fik vi lov til at vente på resultatet. Vi sad i lang tid - flere timer, sådan som jeg husker det - og ventede, indtil en hospitalsansat viste mig hen til en enkeltmandsstue (Bien, hed den). Det var fra nu af, og en uge frem, min egen stue. Her skulle jeg tilbringe de næste syv dage, og lære om min sygdom. Min overlæge genkendte min mor, og derfor var det hele lidt lettere. Overlægen havde undervist min mor på sygeplejestudiet, om lige præcis diabetes. Der blev fundet kanyler, lancetter, fingerprikker, blodsukkermåler, teststrimler og insulinpenne frem. Jeg fik vist hvordan man anvendte det - og fik at vide at jeg skulle tage 10 enheder hurtigvirkende insulin i maven, og 12 enheder langsomvirkende insulin i låret. Aldrig har jeg set en læge stirre så åbenlyst, som da jeg tog den ene injektion uden tøven, og den anden lige efter. Jeg fik en mappe, med en hjemmelavet malebog i. Den skulle angiveligt hjælpe mig med at forstå hvad insulin var (benzin til en bil?), og hvad der var kulhydrater i. Ærligt, det eneste jeg nogensinde brugte den mappe til, var at finde ud af om der var kulhydrater i æg. :P Jeg blev sendt hjem på orlov, da overlægen vurderede at min mor vidste hvad der skulle gøres (kvag hendes uddannelse), og da de havde set at jeg uden problemer kunne både teste blodsukker, beregne insulin og tage injektionerne. Siden da, har jeg levet med diabetes - og det er blevet så meget lettere at være mig! Jeg tror helt klart at min diabetes er med til at jeg kender min krop så godt. Jeg drikker ikke alkohol som de fleste unge mennesker. Jeg nyder et glas vin til tider, men jeg har aldrig kunne lide at drikke voldsomt, for at være fuldt mindes om at være lav i blodsukker. Jeg har ikke kørekort, da jeg ikke stoler på mig selv bag rattet - bliver jeg lav? Høj? Distraheret? - jeg foretrækker bussen og cyklen, som er langt mere sikkert i tilfældet af ovenstående. Jeg ved hvordan usund mad slår min krop helt ud af balance, og for nyligt har jeg fundet ud af at min krop har det så meget bedre, når jeg ikke spiser nogen former for kød. Alle disse ting ville jeg måske nok have vidst selv hvis jeg ikke havde diabetes - men jeg nyder at se på en graf hvordan mit blodsukker (og dermed min krop) reagerer på diverse handlinger, situationer og fødevare. Men nu nævnte jeg jo tidligere at jeg er en cyborg. Dette er fordi min bugspytkirtel, som jo normalvis sidder i menneskets bug, sidder på min hud - enten mave, lår eller arm. Jeg har en insulinpumpe, som gør at jeg ikke skal give mig selv injektioner 10-20-30 gange om dagen. Dette har langt hen af vejen reddet min opfattelse af diabetes - og reguleret mig langt bedre end jeg nogensinde ville kunne på en insulinpen. Samtidig, så har jeg en CGM (kontinuerlig blodsukkermåler) siddende på kroppen også. Mit blodsukker bliver målt i vævsvæske, og via en sender der sidder på min CGM får jeg konstant opdatering om hvad mit blodsukker er. Basalt set tester jeg måske manuelt blodsukker én-to gange om ugen, hvis jeg ikke stoler på min CGM. Det bedste ved det hele er, at min CGM kører over min telefon, og derfor får jeg alarmer om højt blodsukker, lavt blodsukker, faldende blodsukker, stigende blodsukker og andre problemer dertilhørende. Da min telefon er koblet op til mit ur, får jeg mit blodsukker sendt til uret konstant, hvilket gør at jeg kan nemt og diskret se mit blodsukker og lave behandlingsvurderinger derfra (de anbefales ikke at lave behandlingsbeslutninger på baggrund af en CGM, men derimod på baggrund af en blodsukkertest - men hvornår jeg har nogensinde fulgt reglerne? :P ). Nu kender du lidt til mig - til min historie og til mit behandlingsudstyr. Hvis du vil høre mere, eller følge med i hverdagen med diabetes, så kan du følge mig på Instagram (@GlimmerGlykose), eller på Twitter (@glimmerglykose), samt på Facebook! |